Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån du finder i Danmarks jord,
er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod.
Sådan sang vores lokale Nobelprisvinder Johannes V. Jensen om kulturarven i sin danmarkssang fra 1925: ”Hvor smiler fager den danske kyst”.
En arv er en skat.
En skat, der kan være skjult og som så dukker op, enten fordi man søger eller fordi tilfældet vil det. Og så kan det atter komme til ære og værdighed. Man kan sætte det på en hylde med fint lys på. Og på den måde i virkeligheden g(l)emme det igen. Og skatten forbliver en skjult skat. En arv, som man ikke skønner på, men som man betragter som en ting, der ikke længere hel har nogen værdi udover, at det er en gammel ting eller tanke.
Eller arven kan bruges. Benyttes og udnyttes. Og ved at benytte arven gør vi det til en del af tilværelsen. Og lader det være en levende del af os selv. Så arven bliver en rod, hvorpå nye skud kan springe og udvikle sig. Arven kan benyttes eller udnyttes, alt efter hensigten. Der kan bygges videre på arven, så dens værdi stadig er gangbar, trods generationers slid og brug af det og tidens tand.
En levende arv
Men skal skatten ikke gemmes væk eller glemmes. Skal skatten bliver til en levende arv, så den kan benyttes og bruges, så kræver det at den ikke glemmes eller gemmes bort. Den skal vises frem. Støvet skal børstes af og den skal pudses af. Både heltenes og skurkenes fortælling, både herregården og fattiggårdens skatte skal vises frem.
Fortidens skatte skal fortælles frem, så arven bliver til levende nutid og håbefuld fremtid.
En kulturarv er en levende skat, der hele tiden skal tages stilling til, så den ikke bliver til et ligegyldigt spån fra tidligere tider, men så den bliver til en del af sjælen, der lever i dag.
Bliver til marven i os af i dag.
Så fortæl bare løs!
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv gav de dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv!
Troels Laursen, Gl. Ullits
Subscribe