I forbindelse med vandreudstillingen om vores lokale kulturarv ringede museumsleder Broder Berg til mig. Om jeg ikke havde et kulturstykke, jeg kunne skrive lidt om. Først tænkte jeg på alle de mange tilhuggede flintesten, vi finder på marken. Så tænkte jeg på den gamle høje granitsten i haven, der er smallere på midten, hvilket efter sigende skulle være, fordi heste gennem tiderne har stået tøjret ved den.
Det var først, da Broder Berg fortalte om kulturarvsprojektet, som bl.a. handler om, hvem der bevarer de ting, vi er lige ved at smide ud, at jeg kom til at tænke på den gamle knagerække, der hang under hovedtrappen i indgangen her på gården, da vi kom hertil. Den har jeg været ved at smide ud mange gange, men hver gang er jeg endt med at lægge den til side i laden. - Nu har jeg hængt den op i indgangen, næsten der, hvor den i sin tid hang.
Den er lidt sjov, fordi den vidner om en helt anden tid.
Det må være en hestesadelknagerække. Der er plads til to sadler og til to hold seletøj.
Den fortæller om en tid, hvor tingene tog den tid, tingene skulle tage. Man kom ridende ned til gården, der skulle sadles af og senere sadles op.
Materialet, knagen er lavet af, er det, man havde ved hånden, simpelt ru fyrretræ.
Man fornemmer, at selvom materialet har været billigt, så har knagen været ganske krævende i arbejdstid, - den er solidt lavet, sadlerne var sikkert også tunge.
Nu hænger den til jakker og tørklæder og vidner om en tid, hvor alt gik langsomt, hvor materialerne man valgte, var det man havde, og hvor arbejdskraften var billig, så det kunne betale sig at bruge lang tid på at lave sin hestesadelknag.
Den blev robust lavet, - så nu kan den bære en masse jakker.
Ninni Lodahl Gjessing
Subscribe