I forbindelse med vandreudstillingen om vores lokale kulturarv ringede museumsleder Broder Berg til mig. Om jeg ikke havde et kulturstykke, jeg kunne skrive lidt om. Først tænkte jeg på alle de mange tilhuggede flintesten, vi finder på marken. Så tænkte jeg på den gamle høje granitsten i haven, der er smallere på midten, hvilket efter sigende skulle være, fordi heste gennem tiderne har stået tøjret ved den.

Det var først, da Broder Berg fortalte om kulturarvsprojektet, som bl.a. handler om, hvem der bevarer de ting, vi er lige ved at smide ud, at jeg kom til at tænke på den gamle knagerække, der hang under hovedtrappen i indgangen her på gården, da vi kom hertil. Den har jeg været ved at smide ud mange gange, men hver gang er jeg endt med at lægge den til side i laden. - Nu har jeg hængt den op i indgangen, næsten der, hvor den i sin tid hang.

Den er lidt sjov, fordi den vidner om en helt anden tid.

Det må være en hestesadelknagerække. Der er plads til to sadler og til to hold seletøj.

Den fortæller om en tid, hvor tingene tog den tid, tingene skulle tage. Man kom ridende ned til gården, der skulle sadles af og senere sadles op.

Materialet, knagen er lavet af, er det, man havde ved hånden, simpelt ru fyrretræ.

Man fornemmer, at selvom materialet har været billigt, så har knagen været ganske krævende i arbejdstid, - den er solidt lavet, sadlerne var sikkert også tunge.

Nu hænger den til jakker og tørklæder og vidner om en tid, hvor alt gik langsomt, hvor materialerne man valgte, var det man havde, og hvor arbejdskraften var billig, så det kunne betale sig at bruge lang tid på at lave sin hestesadelknag.

Den blev robust lavet, - så nu kan den bære en masse jakker.

                                                                         Ninni Lodahl Gjessing

Når jeg inde i mit hoved tænker på ordet kulturarv, får jeg en række indre billeder på nethinden.

Kæmpehøjen, tænk her levede og døde mine forfædre for tusinder af år siden og hvilket møjsommeligt arbejde, det må have været at bygge sådan en høj uden de store tekniske hjælpemidler.

Så tænker jeg på fortællingen om min tipoldefar, træskomanden i Sahl og på min morfars gamle Borsalinohat, der ligger hjemme i klædeskabet.

Kulturhistorien er for mig fortællingen om os.

Bo Jacobsen

Kultur arv er generationers bro fra det forgangne til det fremtidige.

At bevare og vedligeholde gamle huse er også kultur.

Små historier fra dengang fortalt af gamle borgere er kultur.

En revy, et teaterstykke, et museumsbesøg er i høj grad kultur.

Socialt samvær omkring nogle aktiviteter er kultur.

Hilsen fra Birgit i Overlade

Hvad hånden former er åndens spor.

Med flint har oldbonden tømret, kriget.

Hver spån du finder i Danmarks jord,

er sjæl af dem, der har bygget riget.

Vil selv du fatte

dit væsens rod,

skøn på de skatte,

de efterlod.

Sådan sang vores lokale Nobelprisvinder Johannes V. Jensen om kulturarven i sin danmarkssang fra 1925: ”Hvor smiler fager den danske kyst”.

En arv er en skat.

En skat, der kan være skjult og som så dukker op, enten fordi man søger eller fordi tilfældet vil det. Og så kan det atter komme til ære og værdighed. Man kan sætte det på en hylde med fint lys på. Og på den måde i virkeligheden g(l)emme det igen. Og skatten forbliver en skjult skat. En arv, som man ikke skønner på, men som man betragter som en ting, der ikke længere hel har nogen værdi udover, at det er en gammel ting eller tanke.

Eller arven kan bruges. Benyttes og udnyttes. Og ved at benytte arven gør vi det til en del af tilværelsen. Og lader det være en levende del af os selv. Så arven bliver en rod, hvorpå nye skud kan springe og udvikle sig. Arven kan benyttes eller udnyttes, alt efter hensigten. Der kan bygges videre på arven, så dens værdi stadig er gangbar, trods generationers slid og brug af det og tidens tand.

En levende arv

Men skal skatten ikke gemmes væk eller glemmes. Skal skatten bliver til en levende arv, så den kan benyttes og bruges, så kræver det at den ikke glemmes eller gemmes bort. Den skal vises frem. Støvet skal børstes af og den skal pudses af. Både heltenes og skurkenes fortælling, både herregården og fattiggårdens skatte skal vises frem.

Fortidens skatte skal fortælles frem, så arven bliver til levende nutid og håbefuld fremtid.

En kulturarv er en levende skat, der hele tiden skal tages stilling til, så den ikke bliver til et ligegyldigt spån fra tidligere tider, men så den bliver til en del af sjælen, der lever i dag.

Bliver til marven i os af i dag.

Så fortæl bare løs!

Henfarne slægter – forglem dem ej!

i arv gav de dig en ædel gave.

Henfarne slægter

i landets marv

sig ej fornægter.

Bevar din arv!

Troels Laursen, Gl. Ullits